Indretning
Stueetagen
Midt i husets stueetage findes et 80kvm stort rum, hvor der både er hovedindgang, en stor åben pejs i midten af rummet, et billiardbord og trappe til (første) 1.etage. På sydsiden fører to store havedøre ud på terrassen og ud i haven.
På den store terrasse er der siddepladser og et stort udekøkken med gasgrill.
I hver af husets sidefløje, på højre og venstre side, er indrettet sove-enheder med 3 soveværelser og 2 badeværelser i hver enhed. Hvert rum er indrettet forskelligt.
Alle soveværelser har gode dobbeltsenge, med mulighed for en opredning. Alle badeværelser har gulvvarme, håndklædetørrer, bad og toilet.
1.Etage
Første etage byder velkommen i et stort køkken med pejs midt i rummet, 2 langborde med plads til 24 personer, 2 køleskabe, 1 fryser, 2 komfurer, 2 opvaskemaskiner, mikroovn, 2 kaffemaskiner og sidst men ikke mindst; altandøre i begge sider som fører ud til en stor altan der fører hele vejen rundt om huset. Ude på altanen er der også en gasgrill og plads til at sidde og spise, på den side af huset man nu synes er bedst i forhold til sol og vind.
I forbindelse med køkkenet, mod vest, og med udsigt til vesterhavet, findes en stor fælles stue (70kvm) med stor fladskærm og stereoanlæg.
På den anden side af køkkenet ligger den tredje sove-enhed, med endnu 3 soveværelser og 2 badeværelser. En stige fører desuden op til en hyggelig og stor hems under tagbjælkerne, hvor der er plads til at 4 børn kan sove.